Syv pirater må se i øjnene, at de ikke skal kapre skibe inden for nær fremtid.
En domstol i Kenyas havneby Mombasa har nemlig sendt de syv 20 år bag tremmer for at forsøge at kapre det danske fragtskib MV Powerful.
"Efter at have set på alvoren af lovovertrædelsen og de omstændigheder, som de mistænkte blev anholdt under, så er det kun en hård straf, der kan gøre sig gældende," sagde den kenyanske dommer ved retsmødet onsdag ifølge berlingske.dk.
Angrebet fandt sted i november 2008 i Adenbugten mellem Somalia og Yemen.
Et britisk flådeskib kom dog det danske skib til hjælp og fik anholdt syv pirater. To af de somaliske pirater mistede livet under en ildkamp.
Advokaten for de syv pirater regner med at anke onsdagens dom med begrundelsen, at Kenyas love ikke gælder for farvandet ud for Somalia.
Adenbugten er berygtet for sin mange piratangreb. Det er typisk pirater fra det ustabile afrikanske land, Somalia, der kaprer fragtskibe og kræver løsepenge på flere millioner kroner.