En tidligere professionel motocrosskører med flere EM- og VM-titler bag sig er én af de tre rockerhvalpe, som i dag indrømmede i retten, at det var ham, der affyrede et skud mod en rivaliserende bande kaldet 'Trillegårdsbanden' på en McDonalds-restaurant i Århus sidste år.
Iført skudsikkervest forklarede han i retten, at han troede, at det var en gæld, der skulle betales, da han fik en skarpladt pistol i hånden og besked på at affyre den mod gruppen.
Efter drabsforsøget flygtede de tre AK81'ere ifølge den 20-årige til Hells Angels-rockerborgen på Bryggervej, men her fik de at vide, at de ikke kunne være, hvis de lige havde affyret pistolen. Det skriver eb.dk.
Den 20-årige løb herefter over på en nærliggende legeplads ved et indkøbscenter, hvor han gemte pistolen og en trøje.
I alt står fire personer tiltalt for drabsforsøget: Et 46-årigt fuldbyrdet HA-medlem og tre rockerhvalpe, som er tilknyttet støttegruppen AK81.