Sent i aftes blev en 20-årig mand afpresset for en såkaldt dummebøde på Ordrup Jagtvej nord for København.
Politiet har været i gang hele natten og har allerede anholdt en anden 20-årig i forbindelse med episoden.
Normalt er det ikke en sag politiet sætter hele natten af til, men det skete i nat, fordi det først forlød, at der var affyret flere skud i det ellers mondæne Ordrup.
"Dem, der anmeldte skyderiet, har måske været lidt for dramatiske. For efterhånden som man har fået afhørt dem til bunds, har de måske ikke hørt nogen skud alligevel," siger vagtchef i Nordsjællands Politi Bruno Witting-Hansen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Senere i dag vil den formodede 20-årige gerningsmand blive fremstillet i grundlovsforhør.