En 19-årig mand på Roskilde Festival er i dag blevet indlagt på et sygehus på Sjælland, fordi han har fået den meget sjældne meningokoksygdom. Sygdommen går også under betegnelsen smitsom meningitis.
Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.
Overlæge Troels Thomsen fra styrelsen understreger, at risikoen for at andre er blevet smittet er meget lille.
- Vi står med en 19-årig mand fra Sønderjylland, der med al sandsynlighed har meningokoksygdom. Men vi vil gerne understrege, at risikoen for at andre er blevet smittet er meget lille, siger han.
Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet er torsdag aften i gang med at opspore den smittede mands nærmeste omgangskreds.
Det betyder dog ikke, at der er nogen grund til panik og alarm, forsikrer Troels Thomsen.
- Vi er på stedet, og jeg vil opfordre festivalens gæster til at tage det helt roligt, nyde festivalen og passe godt på hinanden, siger han.
Hvis festivaldeltagere oplever hurtigt indsættende høj feber, muskelsmerter, påvirket almentilstand, nakke- og rygstivhed og små blødninger under huden, skal de søge hjælp hos samaritterne på festivalen, lyder det fra overlægen.
Roskilde Festival oplyser, at man har kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed.
- Roskilde Festival er en by med 130.000 mennesker, og det, som kan opstå i en by, kan også opstå hos os.
- Så vi følger anbefalingerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed og Region Sjælland i forhold til at informere om risikoen, som er lille, skriver talskvinde Christina Bilde i en mail.
I en kortfattet besked foreslår Roskilde Festival fra sin Facebook-profil desuden, at man bør sende en sms til sine pårørende for at forsikre, at man har det godt.
* Hvad er meningokoksygdom?
Meningokokker er bakterier, der smitter ved direkte kontakt mellem to personer, og ved dråbespredning fra næse og svælg, når man hoster og nyser.
* Hvordan smitter meningokoksygdom?
Man kan godt have meningokokbakterier i næsesvælget og være rask. I det tilfælde er man en rask smittebærer. Man kan også smitte en anden person med meningokoksygdom, selv om man selv er rask.
Man smitter, så længe man har meningokokker i næsesvælget. Det er derfor langt fra altid, man bliver syg af at være smittet med meningokokbakterier.
Men bliver man syg, vil der normalt gå mellem to og ti dage fra man er blevet smittet og til man udvikler sygdommen.
* Hvor farlig er meningokoksygdom?
Sygdommen er alvorlig, men også meget sjælden. Antallet af meningokoktilfælde i Danmark er faldet de sidste 20 år. I 2016 var der 36 tilfælde af meningokoksygdom i Danmark. Og det er endnu færre, der dør af sygdommen hvert år.
* Hvilke symptomer skal man være opmærksom på?
Man vil normalt have kraftig hovedpine, kvalme, opkastninger og høj feber. Man vil også ofte opleve, at man har et meget sløret bevidsthedsniveau.
Tit vil man også have nakkestivhed, hvor det er vanskeligt og smertefuldt at bøje nakken fremover. Der kan også opstå småblødninger i huden, som kan ligne udslæt.
Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed.
/ritzau/