Når møllevingerne snurrer i to kæmpestore nye vindparker, så trækker det samtidig tusindvis af nye arbejdspladser med sig.
Det skriver dagbladet Børsen.
Klima- og energiminister Lykke Friis (V) sender nu vindparken Kriegers Flak ud for møn i udbud.
"Vi ved, at den havvindmøllepark, vi vil bygge ved Anholt, kommer til at skabe ca. 8000 job over to år, og denne park bliver altså væsentligt større end den ved Anholt," siger Lykke Friis til Børsen.
Vindmølleindustrien vurderer, at Kriegers Flak, der bliver en af verdens største vindparker på havet, vil skabe op til 10.000 job.
"Det er meget glædeligt, at ministeren nu melder ud, at man sætter gang i Krigers Flak-projektet. Det er et meget vigtigt projekt, der vil skabe mange danske arbejdspladser," siger Jan Hylleberg, direktør for Vindmølleindustrien, til Børsen.
Udover at skabe danske arbejdspladser kommer Kriegers Flak også danske virksomheder til gode.
"80-90 af den omsætning, der er forbundet med opsætningen af disse vindmøller, er styret af danske leverandører," siger Hylleberg til Børsen.
Opsætning af Anholt-parken finder sted i 2012-2013.
Kriegers Flak bliver dog ikke opstillet før 2015.