Ritzau
Opdateret kl. 19:12
En 18-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han kom ud for en soloulykke på Teglbakkevej i Skelund natten til søndag.
Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen sent søndag eftermiddag.
- Han er i livsfare og er stadig indlagt, siger vagtchefen.
Den 18-årige blev fragtet med helikopter til Aalborg Universitetshospital efter en soloulykke på Teglbakkevej i Skelund natten til søndag, oplyste vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen søndag morgen.
Anmeldelsen om ulykken i Skelund, der ligger nordøst for Hadsund, kom klokken 02.14.
De pårørende er underrettet.
Ifølge Jesper Sørensen kom manden kørende ad Teglbakkevej i sydlig retning.
- Han mister herredømmet og forulykker i den modsatte side af vejen og kører ind i nogle træer, sagde Sørensen om den foreløbige vurdering af ulykken.
På grund af mistanke om spirituskørsel og muligvis narkokørsel vil manden få taget en blodprøve.
Det formodes også, at manden kørte for hurtigt.
En bilinspektør skal undersøge ulykken nærmere.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
/ritzau/