Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser vidner til en voldtægt af en 18-årig kvinde i Roskilde natten til lørdag.
Overgrebet skal ifølge anmeldelsen være sket omkring klokken 02.00, da kvinden kom gående forbi politistationen og arresten i Roskilde.
Ud for arresten greb en mand angiveligt fat i kvinden bagfra, tvang hende ned på jorden og forgreb sig seksuelt på offeret.
På grund af chok har kvinden ikke kunnet give en beskrivelse af gerningsmanden, ligesom hun ikke har set vidner i området.
Gerningsstedet er blevet undersøgt med blandt andet politihunde for at lede efter spor.
Offeret er ifølge politiet en 18-årig kvinde med anden etnisk baggrund end dansk. Hun var iført en grå trøje og mørke bukser med huller ved knæene.
Kvinden blev tidligere på dagen undersøgt og afhørt om overgrebet.
Eventuelle oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 46 35 14 48 eller 1-1-4.
/ritzau/