Mindst 17 mennesker er omkommet ved en brand i den polske by Kamien Pomorski. Byen ligger ved Østersø-kysten, lige syd for Bornholm.
Branden ramte et herberg for hjemløse, og ud over de dræbte blev mindst 20 såret. Det skriver BBC.
Omkring 77 personer opholdt sig i den tre etager høje bygning, hvor især hjemløse og fattige boede, da den voldsomme brand af endnu ukendte årsager brød ud natten til mandag.
Mange kom til skade, da de undslap branden ved at kaste sig ud af vinduerne i det tre etager høje hus.
Myndighederne frygter, at dødstallet efter branden stiger, efterhånden som de får gennemsøgt brandtomten.