En kun 16-årig pige blev fredag morgen fundet død på sit værelse på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg.
Det er dog først kommet frem nu, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
"Det var intet gået forud, der kunne forårsage det pludselige dødsfald. Der er derfor mistanke om, at hun blev ramt af en blodprop," siger vicepolitikommissær Ove Jensen, fra Midt- og Vestjyllands Politi i Viborg til avisen.
Liget blev obduceret i går, men resultatet er endnu ikke kommet.
På skolen er man meget chokeret.
"Det var et dybt chok for hele skolen og bestemt noget, vi gerne havde været foruden. Jeg har heldigvis aldrig oplevet, at en frisk, ung pige dør så pludseligt," siger landbrugsskolens forstander Keld Mikkelsen til avisen.
Efter det skræmmende fund af pigen, indkaldte man to psykologer til at hjælpe skolens øvrige elever med at håndtere situationen.
Pigen, der beskrives som en frisk hestepige, kommer oprindeligt fra Djursland og har været elev på skolens grundforløb siden august i år.
Hun bliver fredag begravet i sin hjemby.
Kilde: Viborg Stifts Folkeblad