En brandmand er omkommet, og 1.500 turister er blevet evakueret efter skovbrande, der med hjælp fra kraftig vind har spredt sig i Kroatiens kystområde ved Adriaterhavet.
Landets indenrigsminister, Ranko Ostojic, er bekymret for situationen.
- Det er meget svært. Vi gør alt, hvad vi kan for at redde menneskeliv og mindske skaderne, siger indenrigsministeren til Nova television, mens brandene fortsætter med at hærge ude af kontrol i det populære turistområde.
- Vi har alt klar til yderligere evakueringer, siger ministeren, der besøgte kystområdet Selce, der ligger tæt på havnebyen Rijeka, hvor 150 brandmænd kæmper mod ilden.
En 45-årig brandmand døde i kampen mod en brand, der brød ud nær Moscenicka Draga på halvøen Istrien, siger en talsmand for brandvæsnet til tv-stationen HRT. Branden på Istrien kom senere på dagen under kontrol.
Kraftige vinde på mere end 100 kilometer i timen har gjort slukningsarbejdet svært, da vandbombefly ikke har kunnet bruges, siger myndighederne.
I Selce er 1500 turister, hvoraf de fleste er fra Slovenien og Østrig, blevet evakueret.
Ferieområdet er uden elektricitet og telefonforbindelse, rapporterer Nova television, der har vist billeder af folk, der dækker deres ansigter med tørklæder for at beskytte sig mod den tykke røg og asken.
Tagene på flere huse er også brudt i brand.
I nabolandet Makedonien kom 14 til skade heraf fem alvorligt under en skovbrand ved Strumica 100 kilometer øst for Skopje, siger den makedonske landbrugsminister Lupco Dimovski.
Han tilføjer, at myndighederne mener, at branden kan have været påsat.