Afghanistans sydlige Kandahar-provins har været ramme om et civilt helikopterstyrt, som har kostet 15 passagerer livet.
Det oplyser amerikansk militær ifølge flere medier.
15 passagerer om bord på den russiskbyggede Mi-8 helikopter skulle være omkommet, og ulykken skete tæt ved en stor luftbase i Kandahar.
Helikopteren forulykkede kort efter at være lettet fra provinsens største militære luftbase, og seks personer er såret.
Det står hen i det uvisse, hvorfor helikopteren styrtede ned, men en Nato-talsmand har afvist, at oprørere har stået bag en regulær nedskydning.
Tre besætningsmedlemmer var ombord, men alle omkomne skulle være civile passagerer ifølge de foreløbige oplysninger.