14 mænd har sagt ja tak til at lade sig dna-teste, så de kan udelukkes som mistænkte i sagen om drabet på den 20-årige Maria Møller Christensen.
Politiet har tilbudt alle mænd med tilknytning til beboelsen, hvor Maria Møller Christensen blev myrdet, en dna-test.
Det vil ifølge ordensmagten være relevant med dna-prøver fra omkring 30-40 mænd. Det er især mænd med nøgle til vaskekælderen, hvor Maria Møller Christensen blev fundet dræbt nytårsdag i Herning, der opfordres til at aflevere en dna-prøve.
Det gælder også tidligere beboere, venner, viceværter, håndværkere og andre mænd, som måtte have haft adgang til en nøgle på tidspunktet for drabet nytårsnat, skriver dr.dk.
På den måde håber politiet på at kunne udelukke en lang række mænd som mistænkte, så de kan bruge kræfterne på at finde den person, der slog Maria Møller Christensen ihjel.
Testene skal ses som et tilbud, der kan skabe mere tryghed i det lejlighedskompleks, hvor den 20-årige kvinde blev slået ihjel.
Det er politiets teori, at drabsmanden havde nøgle til kælderen, da låsen ikke var brudt op.
Svarene fra de 14 dna-prøver vil komme i løbet af en uge.
I forgårs blev den 48-årige mand, der har været sigtet i drabssagen, løsladt og renset for mistanke.