På skoler og diskoteker oplever man i stigende grad, at almindelige unge tager stoffer. De unge spæder gerne en weekendbrandert op med stoffer, når der for alvor skal festes i weekenden.
Birthe Vorsum, der er leder af Rusmiddelcenter Odense advarer om, at alderen for narkodebut er faldende.
"Vi ser debutanterne i en yngre alder. 13 år er i dag ikke usædvanligt. Og vi ser flere afhængige misbrugere ned til 14 og 15 års alderen," siger Birthe Vorsum til avisen 24 Timer.
Centeret har lanceret et projekt, hvor man tester elever på fynske overbygningsskoler. På en skole foretog man 30 urinprøver blandt 100 elever. 12 af dem var positive. Ifølge Birthe Vorsum er det ikke et usædvanligt billede.
Henrik Rindum, som er rusmiddel-ekspert, forklarer, at det typisk er almindelige unge mennesker, som supplerer alkoholen med stoffer.
"Det er almindeligt, at unge i dag tager lidt stoffer i weekenden. Særligt i kombination med alkohol. Mange opfatter sig ikke som narkomaner, fordi det bare er i weekenden. Pludselig starter weekenden om torsdagen," siger han til 24 Timer.
I forlængelse af den tidligere narkodebut oplever Skats smuglerikontrol en øget mængde stoffer, der vælter ind over grænserne. Skat har i årets første seks måneder beslaglag 40 kilo amfetamin og mere end 200.000 ecstasy-piller. Det er mere end de to foregående år tilsammen.