Næsten 1.200 pladser på intensivafdelingerne står klar, hvis Danmark rammes af en epidemi af H1N1. For selvom de danske myndigheder ikke forventer en alvorlig epidemi af svineinfluenza, så er de alligevel i gang med at forberede sig på det værste.
Derfor har Sundhedsstyrelsen bedt Regionerne være klar, hvis det virkelig brænder på. Det fortæller Kirsten Jørgensen, der er chefrådgiver i Danske Regioner.
"Regionerne har lavet planer for udvidelse af intensiv-kapaciteten på sygehusene, og de viser, at der vil kunne sættes 650-700 ekstra respiratorapparater ind i behandlingen," siger Kirsten Jørgensen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Med de ekstra apparater kommer den samlede respiratorkapacitet op på et sted imellem 1.150 og 1.200 apparater.
Respirator-kapaciteten er vigtig, da en lille del af dem, der rammes af den nye influenza bliver så syge, at de ikke kan trække vejret ved egen hjælp. De skal derfor have hjælp fra en respirator, hvis de skal have håb om at overleve.
Danskerne skal dog ikke være bange for, at der ikke er udstyr nok, siger Kirsten Jørgensen.
"Der er det udstyr, som der forventes at blive brug for," siger hun.
Det springende punkt er dog, at skaffe nok personale til at passe de syge. Normalt er det en opgave for intensiv-sygeplejerskerne - men dem er der ikke nok af til at betjene de nye apparater, fortæller Kirsten Jørgensen.
"Vi har ikke tid til at lave en egentlig uddannelse af intensiv-sygeplejersker - men hvis der kommer en alvorlig epidemi, så kan sygehusene skrue op for antallet af patienter per intensiv-sygeplejerske," fortæller hun. Almindeligt plejepersonale skal så gå til hånde, og hjælpe intensivsygeplejerskerne med de mere simple ting.
"Desuden kan vi hente ekstra personale fra for eksempel operationsafdelingerne - de kender jo i forvejen udstyret," siger Kirsten Jørgensen.
Hovedparten af det ekstra udstyr er anæstesi-apparater, og udstyr, der normalt bruges til planlagte operationer. Desuden tages reserveapparater i brug under beredskabet.
562 danskere har indtil nu haft H1N1. Til sammenligning er der fundet 13.095 tilfælde af sygdommen i Storbritannien og 16.584 tilfælde i Tyskland. I Storbritannien er 65 mennesker rapporteret døde af sygdommen.