Kapitalfonden Axcel har lagt omkring to milliarder kroner på bordet og fået aktiemajoriteten i kølekoncernen Nissens A/S.
Dermed kan Alan Nissen og familien nu skrive milliardærer på visitkortet.
Nissens A/S blev stiftet i 1921 og har således været i familiens eje i næsten 100 år. Det var derfor en stor beslutning at sælge, siger Alan Nissen i pressemeddelelse:
- Men tidspunktet er nu det rette, og jeg har stor tillid til Axcel som samarbejdspartner, eftersom vi har kendt hinanden gennem mange år, tilføjer Alan Nissen.
Nissen A/S har hovedsæde i Horsens, beskæftiger i alt 1.200 medarbejdere på verdensplan og omsætter årligt for 1,4 milliarder kroner.
Virksomheden arbejder med køler- og klimaprodukter og køleudstyr. Sidste regnskabsår viste, at virksomheden havde tjent 80 millioner kroner før skat, skriver Finans.dk.
Alan Nissen fortsætter i bestyrelsen som næstformand og beholder samtidig en mindre aktiepost i selskabet.
Kapitalfonden Axcel ejer 10 virksomheder, beskæftiger i alt 5.800 medarbejdere og omsætter årligt for omkring ni milliarder kroner, skriver Finans.dk.