Aftenens 1-1-kamp mellem FC Midtjylland og Randers FC var af den slags, hvor du med minutters mellemrum kunne høre naboen flere huse væk råbe højt ad fjernsynet.
Hvis du altså ikke var en af de 8123 tilskuere i Herning.
For uanset om du er til FCM eller Randers - eller ingen af dem - var det i særklasse et spændende jysk opgør, da Herning stadion bød gæsterne fra Randers på grønsvær.
Yura Movsisyan scorede kampens første mål for Randers i 19. minut, men brændte senere et straffespark. Da stod det nemlig allerede 1-1. For i 26. minut havde Frank Kristensen udlignet for FC Midtjylland.
Rekord til Randers. For det er 12. superligakamp i træk, hvor holdet spillede udekamp uden nederlag. En rekord, som kun FC København har gjort bedre med 18 udekampe uden nederlag tilbage i 2003-2004.
Havde FC Midtjylland vundet i aften ville de nu ligge på andenpladsen kun to point fra FC København. De ligger dog stadig på andenpladsen, men adskilt af fire point.
Randers kan samtidigt glæde sig over nu at være rykket et hak op til plads nummer fem.