En busulykke i det sydamerikanske land Ecuador har lørdag kostet mange dræbte og kvæstede.
- Indtil videre er 25 blevet kvæstet, og 12 personer er døde i forbindelse med ulykken, hedder det i en udtalelse fra et lokalt redningskorps.
Ulykken skete, da bussen af ukendte grunde skred af vejen ved kysten i Manabi-provinsen i det vestlige Ecuador.
Bussen kørte galt ved 14-tiden lokal tid - omkring klokken 20 dansk tid - på Jipijapa-hovedvejen i området, der er kendt som Las Americas, oplyser Ecuadors trafikmyndigheder.
Trafikulykker er blandt de hyppigste dødsårsager i landet. I sidste uge kostede et frontalt sammenstød mellem to busser i naboprovinsen Guayas 11 mennesker livet, mens 54 blev kvæstet.
/ritzau/AFP