Myndighederne i det sydlige Mexico har fundet 89 papirløse migranter, heriblandt 31 børn, i en lastbil i delstaten Tabasco.
Migranterne er fra Honduras, El Salvador, Ecuador og Guatemala, oplyser anklagemyndigheden i en erklæring lørdag.
De 58 voksne og 31 børn rejste under "umenneskelige forhold", oplyses det videre. Lastbilen var således overfyldt, og mange af migranterne var dehydrerede.
Lastbilen blev standset af betjente på en motorvej på vej til byen Cardenas.
Chaufføren og en anden person blev tilbageholdt. De to mistænkes for menneskesmugling.
De 89 migranter fik lægehjælp, før de blev overdraget til migrationsmyndighederne.
Migranter, der ønsker at komme til USA, passerer ofte gennem Mexico, hvor mange søger hjælp fra ulovlige menneskehandlere.
/ritzau/dpa