Målet var formentlig sikkerhedschefen i Herat, da en kraftig vejbombe mandag morgen eksploderede i det vestlige Afghanistan.
Eksplosionen kostede 12 livet og sårede omkring 20 mennesker, skriver CNN.
Bomben blev detoneret med fjernbetjening netop som sikkerhedschefen Khwaja Issa passerede stedet i en bil.
Han kom alvorligt til skade, mens to politifolk i hans konvoj var blandt de dræbte.
Resten af de dræbte er civile, heriblandt flere kvinder og mindst et barn.
Angreb mod de afghanske sikkerhedsstyrker er taget til i forbindelse med optakten til præsidentvalget 20. august.
De fleste af angrebene har dog fundet sted i det sydlige og østlige Afghanistan, hvor Taleban-oprørerne er talstærkt tilstede.
Bombeangrebet i Herat kommer efter at Taleban har truet med at bekæmpe det kommende valg.
I weekenden blev ni udenlandske soldater dræbt i Afghanistan.