Først stak han hende i maven. Så kvalte han hende ihjel. Og derefter forsøgte han at skjule sporerne ved hjælp af brandbomber.
Den 64-årige Hans Christian Vedel Hansen blev i dag i retten i Odense idømt 12-års fængsel for drabet på sin elskerinde, den 47-årige Connie Christiansen.
Drabet fandt sted i Connie Christiansens rækkehus i Odense i maj sidste år. Motivet var jalousi, da den dræbte kvinde havde fundet en anden mand. Ifølge hans egen forklaring skete drabet ved et uheld.
"Jeg kan ikke huske, hvad der skete. Kun at jeg tog fat om hendes hals med begge hænder. Hvor længe jeg klemte, ved jeg ikke. Kun at hun til sidst blev helt slap og gled ned fra sofaen, bagefter havde jeg krampe i fingrene," forklarede den 64-årige i retten, der på gerningstidspunktet i forvejen havde en kone.
Han nægtede sig skyldig i drab, men erkender vold med døden til følge.
Den 64-årige blev desuden dømt til at betale 129.133 kroner i erstatning - heraf er de 100.000 kroner til Connie Christiansens datter, som fandt sin mor dræbt i rækkehuset.
Derudover skal den dømte betale 75.000 kroner til sagsomkostningerne.
Hans Christian Vedel Hansen har endnu ikke besluttet, om han vil anke dommen.