Den 44-årige Allan Pedersen er netop blevet idømt 12 års fængsel i retten i Hjørring for drabet på sin kone natten til den 18. oktober sidste år.
Sagen vakte stor opsigt, idet manden dræbte konen ved at smadre hendes kranie med to tunge gipsfigurer. Derefter låste han liget inde i et rum og malede blodpletterne over, hvorefter han selv prøvede at begå selvmord ved at sluge 100 kodimagnyler. Det skriver nordjyske.dk
Drabet blev begået i et udbrud af jalousi, da hustruen Jette Frahn Pedersen havde fundet en anden mand. Det makabre drab blev begået selv samme dag, som parret havde besluttet at flytte hver for sig.
Anklageren krævede 12 års fængsel, mens forsvareren mente, at en dom på seks års fængsel ville være rimelig. Forvareren mente kun, at der var tale om vold med døden til følge.
Den 44-årige Allan Pedersen har stadig kontakt til parrets to børn, som opholdt sig i hjemmet, da han begik drabet. Han bad om betænkningstid med henblik på at anke sagen til Landsretten.