Kaare Sørensen skriver fra New York.
De har været hemmelige i godt syv år.
Og nu er de 11.000 dokumenter så tilgængelige for alle med
adgang til internettet.
Dokumenter, der i detaljer beskrives hver eneste begivenhed og
hver eneste person, som Hillary Clinton har mødt i sine år i Det Hvide Hus.
Journalister, aktivister og tilhængere af Barack Obama er i
øjeblikket ved at læse de mange papirer igennem for afsløringer, som måske kan
bevise, at Hillary Clinton i virkeligheden ikke havde så afgørende betydning
for den politiske linie, som hun selv har påstået.
Eller blot noget andet snask, som kan bruges i valgkampen.
Viser alt i detaljer
Dokumenterne – som Avisen.dk også kortvarigt har gennemset –
viser for eksempel detaljerne for den 26. januar 1998, hvor Bill Clinton med
Hillary Clinton ved sin side om formiddagen på et pressemøde kommer på kanten
med sandheden, da han siger de berømte ord:
- I did not have sexual
relations with that woman, Miss Lewinsky. (Jeg har ikke haft et seksuelt
forhold til den kvinde – frk. Lewinsky).
I dokumenterne kan man se, at Hillary kort efter holder en
halv times møde med sin talsperson Narsha Berry og nære konsulent Patti
Solis Doyle – og derefter fortsætter dagens program og blandt andet præcist klokken
15.25 ankommer til en skole i New York, hvor hun holder tale.
Kig selv med her. Bemærk at filerne for de enkelte år er ret store.