Dansk politi slog tirsdag til mod et netværk af personer, der menes at stå bag indsmugling og distribution af 234 kilo kokain.
11 personer - ti mænd og en kvinde - på mellem 18 og 52 år blev anholdt i hovedstadsområdet og på Lolland.
Det skrev National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse tidligere på dagen.
Det er NSK's opfattelse, at kokainindsmuglingerne har været organiseret og styret af to medlemmer af banden Loyal to Familia.
Et af de to medlemmer er blandt de 11 anholdte. Det andet var i forvejen internationalt efterlyst for handel med kokain.
- Dagens anholdelser er kulminationen på en længerevarende efterforskning i NSK, hvor et organiseret kokainnetværk har indsmuglet omfattende mængder kokain fra Holland til Danmark med henblik på videresalg, sagde vicepolitiinspektør i NSK Lars Feldt-Rasmussen i pressemeddelelsen.
- Med anholdelserne har vi fjernet både aftagerled og bagmændene til kokainleverancerne.
Ni af de anholdte blev tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør. Alle er siden blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Anklagemyndigheden gik efter at få dørene til grundlovsforhørene lukket, varslede NSK på forhånd.
Af sigtelsen, der blev læst op i Københavns Byret, fremgik det, at den hårde narkotika flere gange blevet leveret af en lastbil til en eller flere af mændene, som så videredistribuerede det.
Det skete ifølge anklagemyndigheden blandt andet om aftenen den 15. oktober sidste år i Karlslunde, hvor to mænd skulle have modtaget i en picnickurv, der blev leveret af en lastbil.
/ritzau/