Én person er død og flere hundrede mennesker såret, efter et jordskælv i nat ramte det sydvestlige Kina.
Ifølge myndighederne er 10.000 hjem blevet jævnet med jorden og 30.000 huse er delvist ødelagte af jordskælvet, der målte 5,7 på Richter-skalaen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Jordskælvet ramte provinsen Yunnan tidligt i morges dansk tid og blev efterfulgt at otte efterskælv.
De lokale myndigheder har haft travlt med at opsætte telt og finde andre fornødenheder til de mange tusinde kinesere, der pludselig er blevet hjemløse.
Jordskælvet kommer kun et år efter, at 87.000 mennesker blev dræbt af et stort jordskælv i maj 2008 i Sichuan-provinsen, som ligger tæt på Yunnan.
Skælvet målte 8,0 på Richter-skalaen og var det største jordskælv i 30 år i Kina.
Begge provinser ligger i det sydvestlige Kina og grænser dermed op til Laos, Myanmar og Vietnam.
Denne del af Kina ligger mellem to af jorden tektoniske plader - den indiske og den asiatiske. Pladerne kolliderer konstant med hinanden, hvilket har skabt Himalaya-bjergene og det tibetanske plateau.