Et tusind chokerede elever og personale er sendt hjem fra Tietgentskolen i Odense.
Skolen er nemlig blevet evakueret efter en bombetrussel, og politiet har sat fuldt mandskab på sagen.
"Vi har evakueret skolen og afspærret med politipatruljer. Vi har også sat syv bombehunde ind, og hjemmeværnet er også på vej," siger vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen, til Newspaq.
Det var skolens inspektør, der modtog truslen i sin post i morges. Her stod der i et brev, at en bombe vil sprænge i løbet af dagen. Skoleinspektøren ringede straks til Fyns Politi, som modtog anmeldelsen lidt over 08 i morges.
"Vi tager det sandelig seriøst, ellers ville vi ikke begynde at evakuere et tusind elever. Det er vi nødt til," siger vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen, til Newspaq.
Han siger, at det er en kæmpe område, som politi og bombehunde skal gennemgå, og det kan nemt tage op mod fire timer.
Hvis politiet intet finder, skyder vagtchef Hans Frederiksen på, at skolen bliver åbnet igen fra i morgen.
Tietgenskolen, der går under det internationale navn Tietgen Business College, er et handelsgymnasium med omkring 1.000 elever.