Trods fem graders kulde er omkring 100 studerende på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet stået tidligt op for nedlægge al undervisning og arbejde.
Det sker i protest mod Skattekommissionens forslag om at skære SU'en ned fra seks til fire år.
Blokaden af bygning 16 er kun den første i en lang række andre protestaktioner landet over, fortæller sociologisturende Cecilie Rønnow Esklund til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Vi er startskuddet. Vi ved at andre institutter og fakulteter har varslet lignende blokader. Men vi ville gerne sende et signal til politikerne allerede inden forhandingerne om skatterreformen er begyndt," siger hun.
Blokaden fortsætter indtil forhandlingspartierne har fjernet nedskæringerne i SU'en fra forhandlingerne om skattereformen.
"I weekenden giver det selvfølgelig ingen mening at have en faglig blokade. Men vi tager den op igen på mandag. Så længe vores uddannelse er truet, er vi nødt til at råbe vagt i gevær. Hvis regeringen kommer med et udspil i næste uge, så kan de hurtigt gennemtrumfe en skattereform," siger hun.
Formand for Skattekommissionen Carsten Koch har tidligere forklaret, at de studerende skal være glade for reformforslaget, fordi de med en videregående uddannelse over et helt liv kommer til at stå som de store vindere.
"De, der kommer ud med en lang videregående uddannelse og scorer kassen, er i høj grad de riges børn. Vi er interesseret i at alle får gode vilkår for at tage en uddannelse. Det handler for os ikke om at blive forgyldt. Det handler om, at vi står foran nogle forringelser," siger Cecilie Rønnow Esklund.