Verdens hurtigste mand, Usain Bolt, regner formentlig ikke med at komme sovende til sejren ved det kommende OL.
Men det er alligevel i sengen, at jamaicaneren kan sørge for at få den optimale forberedelse til sit forsvar af OL-guldet på 100- og 200-meteren.
Bolt, der lider af problemer med ryggen, har nemlig fået lavet en ny seng, der passer perfekt til hans 1,95 meter lange krop.
Løberen ankom søndag til University of Birmingham, der er hans træningsbase op til legenes start den 27. juli. Men efter blot to nætter fik Bolt udskiftet sin seng.
- Der var en frygt for, at Usain ville være utilpas i sin seng, så i de sidste par dage har vi fået lavet en speciel ortopædisk madras til ham, siger Zena Wooldridge, sportsdirektør på University of Birmingham ifølge The Telegraph.
- Det er meget vigtigt, at atleterne bliver behandlet godt, når de bor i Birmingham, så vi er kun glade for at hjælpe, fortsætter Wooldridge.
Bolt har ikke haft den helt optimale optakt til OL. Ved Jamaicas udtagelsesmesterskaber blev han henvist til andenpladsen på både 100- og 200-meteren af landsmanden Yohan Blake.
Efterfølgende stillede Bolt ikke op til et Diamond League-stævne på grund af en mindre skade.