Det kan godt være, at jamaicanske Usain Bolt dominerer atletikverdenens sprintdistancer i øjeblikket, men i en ikke så fjern fremtid kan superstjernen på 100 meter sagtens hedde Yoshihide Kiryu.
Den blot 16-årige japaner forbedrede lørdag sin egen uofficielle verdensrekord på distancen for drenge i den alder, da han klokkede tiden 10,19 sekunder i Fukuroi i hjemlandet.
Dermed forbedrede Yoshihide Kiryu sin tidligere rekord med to hundrededele af et sekund. Inden 2012-sæsonen havde Yoshihide Kiryu, der bliver 17 år i december, en personlig rekord på 10,58 sekunder, så teenageren har forbedret sig markant på et år.
Til sammenligning er den hurtigste 16-årige amerikaner i historien Rynell Parson, der i 2007 løb 100 meter på 10,23 sekunder.
Den bedste jamaicaner i samme alder er Jazeel Murphy, som i 2011 blev noteret for tiden 10,27 sekunder.
Usain Bolt er slet ikke noteret for nogen tid på distancen som 16-årig. Men Bolts landsmand, ven og ærkerival, 2011-verdensmesteren Yohann Blake, løb 10,33 sekunder som sit bedste i ungdomsårene.