Urolighederne i Egypten har kostet over 100 mennesker livet, oplyser nyhedsbureauet Reuters.
Nyhedsbureauet er selv nået frem til tallet ved at tale med hospitaler og øjenvidner. De fleste mistede livet under demonstrationer i hovedstaden Kairo fredag.
Der finden ingen officielle dødstal, og tallet kan være meget højere.
Optøjerne begyndte i tirsdags i Kairo, Suez og Alexandria.
Demonstranterne kræver præsident Hosni Mubaraks afgang, og det krav støttes af SF's formand Villy Søvndal.
"Mubarak må træde tilbage, og der må igangsættes en demokratisk proces, hvor der hurtigst muligt afholdes demokratiske og internationalt overvågede valg til både parlamentet og præsidentposten," siger Villy Søvndal.
Han opfordrer EU's udenrigsministre, der mødes mandag, til at udtrykke deres uforbeholdne støtte til demokrati-oprøret i Egypten.
"Nu skal EU kende sin besøgelsestid og klart stille sig på demokrati-tilhængernes side, så scenen ikke overlades til islamister og korrupte politikere. Hvis det demokratiske og sociale oprør vi nu er vidner til ikke lykkedes, så frygter jeg, at mange folk vil søge over mod islamisterne i ren frustration," siger Villy Søvndal.
Kilde: Reuters