Ti timers vagt i ti graders frost.
Det har været forholdene for nogle af de unge mennesker, der har været ansat til at sælge og udlevere fyrværkeri op til nytårsaften.
Det fortæller HK/Handel Sjælland, der igen i 2010 tjekkede op på forholdene.
"Det er vores indtryk, at de har rettet en del op på det i forhold til sidste år, men der er stadigvæk nogen, der kun har et festtelt. Godt nok med gulv, men uden varme. Så det kan stadigvæk være en rigtig kold fornøjelse for mange," siger Lotte Høgh, der er faglig konsulent, til Newspaq.
Og selvom flere butikker i år havde opgraderet med en varm skurvogn til de ansatte, så skal der mere til, når du skal arbejde udendørs om vinteren.
"Arbejdsmiljøloven er jo sådan, at man skal have arbejdstøj til de forhold, man skal arbejde under. Og når man ikke får en varm kedeldragt eller noget uldent undertøj, så har man ikke fået det," siger Lotte Høgh til Newspaq.
HK/Handel Sjælland har undersøgt forholdene hos et sted imellem 20 og 25 butikker, og faktisk var der ikke ordentlige forhold hos nogle af de pågældende steder.
Derfor vil den lokale HK-afdeling nu tage kontakt til butiksindehaverne, så det kommer i orden op til dette års tjek.
"Se at få sparket nogle varme kedeldragter og nogle varme sko ud til dem," lyder opfordringen fra Lotte Høgh.