Det svenske politi efterlyser en mand i 20'erne, som mandag morgen stak en 10-årig pige i halsen med en kniv. Overfaldet skete uden for pigens skole i byen Angered tæt på Gøteborg.
Pigen blev hasteindlagt med alvorlige skader, men hun er uden for livsfare, skriver Dagens Nyheter.
"Vi har talt med pigen, og hun siger, at hun aldrig har set personen, som overfaldt hende," siger politiets pressemand i Västra Gøteborg, Björ Blixer, til Dagens Nyheter.
Politiet er på bar bund med hensyn til mandens eventuelle relation til pigen og andre mulige motiver.
Et stort antal politifolk leder efter gerningsmanden, mens politiet er talstærkt tilstede på den skole, hvor overfaldet skete.
"Vi skal tilpasse vores handlinger efter, hvad pigens situation er. Det gælder om at udsende den gruppe, der tilbyder rådgivning og psykosocial støtte til de trængende," siger distriktsdirektør i Angered, Tomas Segenstedt, til Dagens Nyheter.
Kilde: Dagens Nyheter