En svensk sygeplejerske har været udsat for en bizar oplevelse.
I fredag dukkede en 40-årig kvinde op på Helsingborg Sygehus. Med sig havde kvinden en pose, hvori der lå et dødt spædbarn, som hun afleverede til sygeplejersken.
Den 40-årige kvinde troppede op på hospitalet med en veninde. Ifølge hende ligger der ikke en forbrydelse bag det døde barn. Kvinden vidste ikke, at hun var gravid og fødte pludselig barnet i sit hjem. Men det viste sig, at barnet var dødt ved fødslen. Det skriver Helsingborg Dagblad.
Ikke desto mindre vælger politiet nu at gå ind i sagen.
"Der kan findes forklaringer på det, som vi ikke kan uddybe yderligere," siger informationsansvarlig Göran Hassel ved politiet i det nordvestlige Skåne til Helsingborg Dagblad.
Veninden, der var med den 40-årige på hospitalet, forstår godt politiets mistænksomhed.
"Jeg forstår, at det kan virke mystisk. Det er klart, at man efterfølgende kunne have gjort det hele anderledes. Men i den situation fandtes der ingen anden udvej. Barnet var allerede dødt, og jeg var bange for at det skulle gå endnu værre for kvinden, hvis ikke vi kom hurtigt af sted," siger den anonyme veninde til dagbladet.
Politiet undersøger nu kvindens lejlighed.
Kilde:Helsingborg Dagblad