Lavprisselskab i problemer: Fyrer 111 ansatte
Skúli Mogensen har måtte sige farvel til halvdelen af sine fly og 111 ansatte i WOW Air. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Ritzau Scanpix
Det kriseramte lavprisselskab WOW Air kæmper for at holde sig flyvende.

Det kriseramte lavprisselskab WOW Air, der blandt andet har fast rute til og fra Københavns Lufthavn, deler nu flittigt ud af fyresedler for at holde sig flyvende.

Samtidig har det islandske flyselskab halveret antallet af sine fly, mens en aftale med en amerikansk kapitalfond lader vente på sig.

Skúli Mogensen er stifter og administerende direktør i flyselskabet. Han siger i en pressemeddelelse, at der var tale om den sværeste dag i WOW Airs historie, da selskabet i torsdags bekendtgjorde massefyringen af 111 ansatte.

- Vi har dedikerede mennesker, der har arbejdet hårdt for at gøre Wow Air til virkelighed, og det knuser mit hjerte at skulle nedskære i virksomheden, siger han ifølge B.T. i pressemeddelelsen.

Samtidig har selskabet reduceret sin flyflåde fra 20 til 11 for at sikre sig penge for at undgå en truende konkurs.

For blot få uger siden så det ellers ud til, at konkurrenten Icelandairs skulle overtage WOW Air, men aftalen faldt til jorden i 11. time.

Det kom også frem, at den amerikanske kapitalfond Indigo Partners ville skyde penge i flyselskabet, men ifølge B.T. er uafklarede detaljer i aftalen årsag til, at overtagelsen af dele af selskabet trækker ud.

WOW Air vil have omkring 1.000 ansatte tilbage, efter de aktuelle massefyringer er blevet til virkelighed.