Tahir Siddique og Morten Larsen kunne i DR-programmet "Løvens Hule" ikke stå for den silkebløde overflade og det hårde beton-look, som produktet Silkecement står for.
De to serieinvestorer valgte således at splitte en investering på 30 procent af virksomheden Silkecement mellem sig. Investeringen kostede 750.000 kroner, men de penge er givet godt ud, mener Morten Larsen.
Han siger i en pressemeddelelse, at han er af det produkt som Silkecement har skabt, og at det ser æstetisk knaldgodt ud.
- Vi er allerede godt i gang med hele digitaliseringsdelen af virksomheden og jeg glæder mig enormt meget til, at vi skal have det her produkt ud til endnu flere mennesker, for jeg tror, at rigtig mange kan få glæde af det, udtaler Morten Larsen.
Makkeren Tahir Siddique er lige så tilfreds med sin investering og mener, at Silkecement er et produkt af internationalt format, som han glæder sig til at få ud over landets grænser:
- Jeg er selv ved at bygge hus og kender til en masse af de udfordringer der kan være. Silkecement er et produkt, der er holdbart og til at gå til. Det tror jeg mange mennesker, ikke bare i Danmark, men i store dele af verden, vil have glæde af.
Det er Rasmus Lynge, som står bag virksomheden Silkecement. Han var inspireret af kontrasten mellem en silkeblød overflade og et cementhårdt produkt, som er smart til gulvløsninger.
Selvom Silkecement ikke var startproduktet, så har virksomheden været i en konstant udvikling hen mod hvad den er i dag. Det hele begyndte med produkter til håndværkere, men i dag er Silkecement også tilgængelig for private.
Private kan købe et såkaldt kit, der indeholder alle elementer til at lægge nyt gulv, shine klinkerne i badeværelset op eller give nyt liv til gamle møbler med en overfladebehandling. Silkecement kan sågar bruges som overflade i en swimmingpool.
- Før solgte vi kun til fagfolk og det var for at sige det helt ærligt ikke nok til at få det hele til at løbe rundt. Derfor traf jeg for halvandet år siden en beslutning, der har været enormt god for forretningen, fortæller Rasmus Lynge og tilføjer:
- Vi vendte det hele på hovedet, blev mere digitale, og begyndte at udvikle produkter og guides, så også private gør-det-selv-typer kunne arbejde med vores produkter.
Sommerfugle i maven
Morten Larsens og Tahir Siddiques investering har sat nyt skub i virksomheden, fortæller Rasmus Lynge.
- Morten har hjulpet enormt meget allerede i forhold til e-commerce og bogholderi, og så har hans kone Annette hjulpet os med bedre at forstå, hvordan vi præsenterer os for vores kunder.
- Og så må jeg også indrømme at jeg er helt vildt spændt på, hvad der kommer til at ske. Jeg har sommerfugle i maven og det kan jeg vitterligt ikke huske hvornår sidst er sket, fortæller Rasmus Lynge.