Af Gitte Redder
SE ALLE BLOGINDLÆG
Vi gider ikke høre på jeres 1. maj-floskler, kære Lizette, Mette, Pia og Johanne

Hvem gider lytte, når man har hørt det hele før? 

På Arbejdernes Internationale Kampdag, 1. maj, står vi der igen, når politikere og fagbosser går på talerstolen i Fælledparken, på torve og i forsamlingshuse landet over. Men gider vi efterhånden høre efter?

Vi ved godt, at skattely i Panama er noget lort. Vi ved udmærket, at omprioriteringsbidraget ripper kommunerne for velfærdskroner.

Og derfor orker vi ikke lytte med, når fagbosser og partiledere buldrer løs om forringelser af dagpengesystemet og skælder ud over social dumping og nedskæringer.

Gabende forudsigeligt

Er det forudsigeligt? Ja, gabende! 

Mon ikke vi igen i år får standard 1. maj-taler forfattet af konsulenter i de politiske partier og fagbevægelsen? Vi vil høre LO-formand Lizette Risgaard kræve flere praktikpladser, og Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen lave en dobbeltwhopper og rase imod både skattely og skattelettelser.

Vi vil høre Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen tordne løs mod kontanthjælpsloft og SF-formand Pia Olsen Dyhr love aldrig nogensinde at køre med Uber.

Og i år vil vi høre Vibeke Westh fra FTF og Sygeplejerådet tale dunder mod New Public Management og effektiviseringer i den offentlige sektor.

Fløjteterror og æg mod Glistrup

Skrot den klassiske kamptale. Hold en hudløs eller provokerende tale til 50.000 mennesker i Fælledparken, der samtidig bliver sendt live på News til hele Danmark. Skriv jer ind i historiebøgerne.

Grib dog for pokker muligheden for at holde en 1. maj tale i 2016, der ikke er glemt igen dagen efter. Det vi husker mest fra de sidste mange kampdage er fløjteterror mod Helle Thorning-Schmidt og æg i hovedet på Mogens Glistrup. Ikke jeres præfabrikerede manuskripter.

Jeres taler behøver ikke ligefrem være på niveau med den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings ’I have a dream’-tale i USA i 1963. Men lidt i den retning vil gøre godt. 

Bange for at tale om flygtninge  

Ha' i det mindste ambitionen om at få tiden til at stå stille, når I tænder mikrofonen. Fold jer ud! Om den største og vigtigste dagsorden, der findes i Danmark og Europa lige nu. Flygtningene.

Tal stort og med store bogstaver om de flygtninge, som I sandsynligvis kun har planlagt at nævne i nogle få bisætninger eller en enkelt parantes. Fordi I jo er bange for at støde nogle vælgere eller medlemmer fra jer og nervøse for shitstorme på de sociale medier, hvis I slår fast, at den syriske flygtning ikke hugger den danske industriarbejders job.

Flygtningepresset og folkevandringerne vil komme til at forandre Europa og Danmark og arbejdsmarkederne. Lad os tale om det og ikke feje det ind under gulvtæppet på en 1. maj, der handler om fællesskab og solidaritet blandt arbejdere over landegrænser.

Det skal vrimle med syrere på Fælleden 

Her er en skitse til, hvor I kan begynde jeres taler: 

- Hvor mange flygtninge kan du få øje på ved siden af dig her i Fælledparken? Hvor mange syriske og afghanske flygtninge står ved siden af dig lige nu? Ingen! Men de syriske flygtninge er i Danmark, og de bliver her, og der kommer mange flere, og de skal være så hjerteligt velkomne som en del af vores fællesskab.

- Og jeg vil elske at se tusindvis af de flygtninge her i Fælledparken næste år komme med deres danske kolleger, fordi Jørgen i VVS-firmaet, Gerda i hjemmeplejen og Palle fra industrivirksomheden har inviteret dem med.

- Integrationen er først lykkedes, når det vrimler med syrere på Fælleden 1. maj, og det skal I allesammen hjælpe med.   

Kære Lizette, Mette, Johanne, Pia og Vibeke: Tal op til Jørgen, Gerda og Palle, der står der i Fælledparken med deres 1. maj-bajer. Fortæl dem, at flygtningene er vores nye kolleger for altid.

Smid den præfabrikerede tale væk

Fortæl hele Danmark, at vi har brug for arbejdskraften og slet ikke kan undvære Mohammed og Zainab, og at de ikke er løntrykkere.  

Tal dunder til racister og fremmedhadere og sig direkte, at dansk arbejderbevægelse ikke går ind for hverken grænsebomme, teltlejre eller skræmmende fjendebilleder, der spænder ben for integration. 

Slå danskerne lidt oven i hovedet og tal til deres hjerter, når I holder jeres taler. Det behøver jo ikke være hyggeligt det hele.

Så smid nu den præfabrikerede tale væk og begynd forfra!

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.