Tv-stjerne: Depression fik mig til at tage på
Prison Break-stjernen Wentworth Miller har fået en undskyldning fra det medie, der gjorde grin med skuespillerens vægt.
Wentworth Miller skriver i sit Facebook-opslag, at han har kæmpet med depression siden barndommen.
Wentworth Miller skriver i sit Facebook-opslag, at han har kæmpet med depression siden barndommen. Foto: Aurora Rose/AP


Det internationale medie The Lad Bible er krøbet til korset og undskyldt, at de lagde et ondskabsfuldt billede af skuespilleren Wentworth Miller op på deres hjemmeside.

Miller spillede hovedrollen i tv-serien "Prison Break" for et par år siden, og The Lad Bibles sammenligner den dengang veltrænede skuespiller med et nyere billede, hvor han har taget adskillige kilo på.

Da Miller selv var faldet over billedet på internettet, valgte han at tage til genmæle og forklare den triste historie bag vægtforøgelsen.

Den 43-årige skuespillere afslørede i den forbindelse, at han i flere år har kæmpet med depressioner og selvmordstanker, der fik ham til at overspise.

- I dag fandt jeg ud af, at jeg er hovedpersonen i et internet-meme. Det er ikke første gang, men dette eksempel skiller sig ud fra resten, indleder Miller et langt indlæg på sin Facebook-profil:

- I 2010 var jeg næsten pensioneret fra skuespilfaget, og jeg valgte at holde lav profil af flere årsager. Først og fremmest fordi jeg havde selvmordstanker. Det er et emne, jeg siden har skrevet og talt om. Men på det tidspunkt led jeg i stilhed. Som så mange andre gør, skriver Wentworth Miller.

På Facebook skriver Miller, at han søgte trøst i at spise, og at maden efterhånden blev et højdepunkt i hans daglige kamp, hvilket fik ham til at tage på i vægt.

Ifølge The Telegraph skabte Wentworth Millers personlige historie en shitstorm mod The Lad Bible på de sociale medier, og hjemmesiden følte sig efterfølgende tvunget til at undskylde.

- Vi lagde to billeder af dig op på vores Facebook-side i går, men i dag vil vi gerne gøre det klart, at vi handlede meget forkert. Psykisk sygdom er ikke et emne, man skal spøge med, skrev The Lad Bible, der har lovet at behandle emnet psykisk sygdom med større respekt i fremtiden.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.