Tre dages landesorg efter jordskælv
Dødstallet efter lørdagens katastrofe er steget til over 4300, og nødhjælpen kommer langsomt frem.
Dødstallet efter weekendens kraftige jordskælv fortsætter med at stige.
Dødstallet efter weekendens kraftige jordskælv fortsætter med at stige. Foto: Niranjan Shrestha/AP


Regeringen i Nepal har erklæret tre dages landesorg tirsdag, efter at flere end 4000 mennesker har mistet livet i forbindelse med weekendens kraftige jordskælv.

Dødstallet fortsætter med at stige, og ifølge det tyske nyhedsbureau dpa er antallet af dræbte nu oppe på 4347 personer.

Tallet stammer fra den nepalesiske regering, som også siger, at den gennemgår "en svær tid med håndteringen af krisen i forhold til manglende ressourcer".

- Vi var ikke forberedte på en katastrofe i denne størrelsesorden. Vi har ikke nok ressourcer, og vi har brug for mere tid til at nå ud til alle, siger indenrigsminister Bam Dev Gautam ifølge dpa.

Hundredvis af nepalesere er tirsdag selv i gang med at grave og lede i murbrokkerne i håbet om at finde pårørende, skriver nyhedsbureauet Reuters. De er utilfredse med regeringens krisehåndtering.

Mange folk i hovedstaden Kathmandu har de seneste dage overnattet udendørs på offentlige pladser, parker og veje. Nogle områder er igen blevet koblet til elnettet, men der er stadig store udfald i elektriciteten, skriver dpa.

International nødhjælp er begyndt at ankomme til Nepal, men distribueringen går langsomt.

I Danmark har eksempelvis Røde Kors, Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp meldt om stor interesse for at støtte ofrene for katastrofen i den bjergrige nation.

Jordskælvet, der ramte lørdag, er det mest dødbringende i 81 år i Nepal.

Der er ingen meldinger om danskere, der er kommet alvorligt til skade.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.