Sygeplejerske: Beskyt vores demokrati mod de rigeste
Blog

Af Lise Müller
Se alle blogindlæg

Om Lise Müller

Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Netop de offentligt ansattes ytringsfrihed er en mærkesag for Lise Müller, ligesom hun mest blogger om sundhedsvæsnet og den offentlige sektor. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.

TILBAGE I 2012 dannedes en forening, der kaldte sig Vækst i Generationer. De hyrede et PR-bureau og lavede en strategi for en lobbykampagne. De opsøgte alle partiernes skatteordførere og fik skrevet lange kronikker i diverse aviser. Det lykkedes for dem at overbevise regeringen og Dansk Folkeparti om at arveafgiften skulle sænkes fra 15 til fem procent på arv i forhold til virksomheder. Noget økonomer og OECD fraråder, fordi det øger uligheden. Skatteministeren bebudede, at det ville redde mange jobs selvom ingen – ingen – forskere har givet ham ret.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

BAG DET NEUTRALE NAVN – Vækst i Generationer - gemte sig 13 af Danmarks rigeste familier, som samlet set ejer over 161 mia kr. Den manglende indtægt fra arveafgiften koster statskassen 2 mia. kr. de første to år og siden hen 1 mia. kr. årligt.

De sidste 15 år er der givet 52 mia. i skattelettelser, primært til de rigeste. Sammen med billigere luksusbiler og meget andet, så er sænkelse af arveafgiften endnu en forklaring på, at den økonomiske ulighed stiger.

Det er et globalt og demokratisk problem, at kæmpe formuer samler sig på så få mennesker – at spekulation, mursten og luftige papirprojekter betaler sig bedre end at arbejde og skabe noget. Historien med Vækst i generationer viser, at vores demokrati skal beskyttes mod de rigeste.

MEN HER SLUTTER historien ikke, for både de konservative og Liberal Alliance har kridtet skoene i forhold til en total afskaffelse af arveafgiften. I dag er det sådan, at man som ægtefælle slet ikke betaler arveafgift, og som barn kan du arve op mod ca 280.000 kr, før du af resten skal betale 15 procent.

Det skal betale sig at arbejde, siger regeringen. Så hvorfor dog ikke bruge pengene på at belønne arbejde fremfor privilegier, som er arvet?

Vi har en regering, som insisterer på, at uligheden skal stige. At formuer skal samle sig hos de få og de, der har i forvejen, skal have mere. Imens er over 60.000 børn berørt af kontanthjælpsloftet, hjemløsheden hos unge stiger og udsættelser fra boliger ligeså. Vi ser forældre, der ikke har råd til at afholde konfirmation og mennesker, der ikke kan betale for deres mad og medicin.

Men har du penge, kan du hyre et PR-bureau og sørge for at få endnu flere. Vi burde beskytte vores demokrati mod de rigeste.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.