Suzanne Bjerrehuus raser: Rent anarki at flygtninge går på motorvejen
Suzanne Bjerrehuus i skarpe Facebook.udmeldinger om håndteringen af flygtningene, som kommer til Danmark.
Som jurist kan jeg se, at noget skriger til himlen. Nu endte det godt i går, men hvad hvis de nu var gået amok? spørger Suzanne Bjerrehuus.
Som jurist kan jeg se, at noget skriger til himlen. Nu endte det godt i går, men hvad hvis de nu var gået amok? spørger Suzanne Bjerrehuus. Foto: SCANPIX arkiv


Politiet havde en "ynkelig tabermentalitet", og det skabte "rent anarki", da en gruppe flygtninge og migranter i går begyndte at gå på Sydmotorvejen fra Rødby med retning mod København for nå frem til Sverige.

Sådan skriver den kendte debattør og forfatter Suzanne Bjerrehuus på sin Facebook-profil.

I updaten kritiserer Bjerrehuus det danske politi, der ifølge hende udviste en "pseudo human adfærd" ved ikke at gribe ind og håndhæve loven, da flygtningene begyndte at vandre på motorvejen.

"Fatter ikke hvorfor politiet ikke straks har sagt: I kører efter reglerne her i Danmark, I må ikke gå på motorvejen," skriver hun.

"Det er det det rene anarki, hvad der sker lige nu," skriver hun videre og langer også ud efter flygtningestrømmen:

"Folk som flygter fra nød og undertrykkelse demonstrerer i denne tid en arrogant livsførelse, der trodser enhver beskrivelse. Kill og get killed mentaliteten, ikke noget med taknemmelighed. De dominerer med affald og aggressiv adfærd."

Til tv2.dk siger Suzanne Bjerrehuus, at hendes mission ikke er at gå i kødet på de syriske flygtninge. Hun ønsker ej heller, at politiet skal "bruge knipler." Men det er hendes mission at få debatten væk fra at være for eller imod flygtninge.

- Folk har åbne hjerter, og alt er smukt, men vi skal tage stilling. Vi kan eksempelvis ikke have, at 300 forsvinder, lever under radaren og illegalt. Som jurist kan jeg se, at noget skriger til himlen. Nu endte det godt i går, men hvad hvis de nu var gået amok? spørger hun ifølge tv2.dk.

Hun siger videre, at hun følger flygtninge-situationen i hele Europa - hvilket hendes Facebook-side da også bærer præg af.

I andre lande har der været totalt kaos. Det kan eksplodere, det er bare et opråb det her, lyder det fra hende.

Suzanne Bjerhuus' meget omdiskuterede update. Affotografering fra Facebook

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.