Slutfasen ved OK-forhandlinger i gang
Slutfasen om nye overenskomster for 180.000 ansatte i staten begynder torsdag og varer til sidste punktum.
Bjarne Corydon og Flemming Vinther (t.v.) skal til forhandlingsbordet, og det kan gå hen og blive sent - eller måske rettere tidligt - før de når vej vejens ende.
Bjarne Corydon og Flemming Vinther (t.v.) skal til forhandlingsbordet, og det kan gå hen og blive sent - eller måske rettere tidligt - før de når vej vejens ende. SCANPIX arkiv


Den rene skjorte og tandbørsten er med, når Flemming Vinther - chefforhandler i Centralorganisationernes Fællesudvalg - møder op i Finansministeriet torsdag morgen.

De sidste søm skal slås i nye overenskomster for omkring 180.000 statsansatte lige fra departementschefer, ansatte i politiet og forsvaret til rengøringsfolk organiseret i en række fagforbund.

- Vi har haft et godt forløb indtil videre. Der har været gode drøftelser i arbejdsgrupperne, det har været rigtig positivt.

- Men vi ved jo også, at når vi kommer til den sidste del bliver det straks lidt vanskeligere, det er der, den traditionelle afstand viser sig, siger Flemming Vinther til Ritzau.

Han vil ikke løfte sløret for, hvilke krav til løn- og arbejdsforhold, der ligger på bordet.

- Det vil jeg lade ligge til forhandlingsbordet, siger Flemming Vinther, der er formand for Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF).

Traditionelt tækker slutfasen af overenskomstforhandlinger ud, og det vil også blive tilfældet denne gang. Forhandlingerne vil vare ved, til det sidste punktum er sat.

- Jeg har ren skjorte og tandbørste med. Det er umuligt at sige noget om, hvor længe det kan trække ud, siger Flemming Vinther, der i sin delegation på lønmodtagersiden tropper op med 10-12 personer i Finansministeriet.

Det er dog kun to repræsentanter fra delegationen, hvoraf Flemming Vinther er den ene, der skal forhandle med finansminister Bjarne Corydon (S).

Spørgsmål: Hvorfor kan der ikke forhandles lidt mere humant i slutfasen med pauser til en ordentlig nattesøvn i stedet for de mange timer i streg?

- Al erfaring siger, at det bedste er at forhandle igennem til sidst, uanset hvor mange timer, det varer. Går man først fra hinanden og mødes næste dag, vil der kunne komme mange andre ting ind i spillet, svarer Flemming Vinther.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.