Skoler har svært ved at skaffe lærere
Skolechefer har udfordringer med at rekruttere lærere, viser rundspørge fra KL.
69 procent af skolecheferne svarer i en rundspørge, at der i nogen grad er udfordringer med at rekruttere medarbejdere til kommunens skoler.
69 procent af skolecheferne svarer i en rundspørge, at der i nogen grad er udfordringer med at rekruttere medarbejdere til kommunens skoler. Foto: Scanpix/arkiv


Folkeskolerne har fået sværere ved at skaffe lærere.

Sådan lyder det fra knap hver anden skolechef i en rundspørge, som Kommunernes Landsforening (KL) har foretaget, skriver Jyllands-Posten.

- Situationen er ikke den, at vi står uden lærere ude i klasseværelserne. Men ansøgerbunkerne er ikke så store, som de har været tidligere, siger Michael Ziegler (K), som er formand for overenskomstudvalget i KL, til Ritzau.

Ifølge Jyllands-Posten svarer 69 procent af skolecheferne i KL's rundspørge, at der i nogen grad er udfordringer med at rekruttere medarbejdere til kommunens skoler.

11 procent mener, at der i høj grad er udfordringer med rekrutteringen, mens 19 procent svarer, at der ikke er udfordringer.

Året efter konflikten mellem KL og lærerne faldt ansøgertallet til læreruddannelsen, hvilket Michael Ziegler dog tilskriver de ændrede adgangskrav til uddannelsen.

En af løsningerne på rekrutteringsudfordringen er, at læreruddannelsen skal "tales op", som han udtrykker det.

- Der er ikke nogen lette løsninger. Problemet må alle parter omkring folkeskolen være med til at løse. Det gælder kommunerne og KL, det gælder regeringen, og det gælder Danmarks Lærerforening. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi skal være bedre til at tale faget op, siger han.

Samtidig peger han på, at man kan bringe nye faggrupper i spil, som for eksempel pædagoger og akademikere. Han understreger, at de nye lærere skal tage en merituddannelse for at blive ansat på skolerne.

Det er formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, dog ikke enig i.

Tal fra Danmarks Lærerforenings medlemsregister viser ifølge Jyllands-Posten, at antallet af lærere, der skifter job fra en kommune til en anden eller helt har forladt skolen, er steget fra 800 i 2012 til 2000 frem til november i år.

Det skyldes ifølge Anders Bondo Christensen, at lærerne mangler bedre arbejdsvilkår.

- Det hjælper ikke noget, at Michael Ziegler bliver ved med at sige, at lærerfaget skal tales op. For lærere skal blive på skolen, og for nogle af dem, der er forsvundet, skal komme tilbage, må man sikre, at lærere igen kan opleve at lykkes med deres arbejde, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.