SF raser: Løkke gør intet for ligeløn
Det er hårdt brug for en aktiv ligestillingspolitik i Danmark, mener SF.
Regeringen må gøre noget aktivt for at komme uligeløn mellem køn til livs, mener SF. 
Regeringen må gøre noget aktivt for at komme uligeløn mellem køn til livs, mener SF.  Foto: Scanpix/arkiv


SF har fået nok af regeringens laden-stå-til på ligestillingsområdet. 

Kritikken kommer, efter nye tal fra AE-rådet viser en markant lønforskel mellem mænd og kvinder med samme uddannelsesniveau. 

Eksempelvis får den mandlige bygningskonstruktør 24 procent mere i løn end den kvindelige sygeplejerske - selvom begge har en mellemlang videregående uddannelse. 

SF's familie- og ligestillingsordfører, Trine Torp, er ikke overrasket over tallene, men er træt af, at regeringen ikke gør noget aktivt for at ændre løn-gabet mellem kønnene. 

- Ligeløn kommer ikke af sig selv. Det kræver politisk handling. Men regeringen er jo ikke villig til at sætte initiativer igang, siger Trine Torp. 

Der er brug for aktiv politik 

Trine Torp er utilfreds med, at regeringen tidligere på året valgte at fjerne kravet til virksomheder om kønsopdelte lønstatikker, der skulle skabe åbenhed om lønforskelle og ligeløn mellem kønnene. 

- Når man fjerner viden om forskelle, er det svært at gøre noget ved problemet. Vi bliver nødt til at gøre noget aktivt for at sætte skub i en udvikling, der lige nu bare står i stampe, siger Trine Torp. 

Hun peger på, at kvinder sakker lønmæssigt bagud i forhold til mænd, når de går på barsel.

Rettigheder til far 

Derfor fastslår hun, at det er strengt nødvendigt at give mænd flere barselsrettigheder for at komme uligheden til livs. 

- I dag har vi øremærket barsel til kvinder, men ikke til mænd. Mor og far har altså ikke lige muligheder. Og det skubber ligestillingen i en negativ retning, siger Trine Torp. 

Hun fremhæver, at fædre i andre nordiske lande, hvor der er indført øremærket barsel til mænd, i højere grad tager del i barsel og er mere hjemme ved børns sygdom.

I sidste ende giver det et mere ligestillet arbejdsmarked, når moren ikke er mere bundet til hjemmet end faren, mener SF'eren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.