Tv-værten Sebastian Klein havde altid anset sig selv som en psykisk stærk person, så det er fortsat en gåde for ham, hvorfor han for et år siden brød han sammen i en cocktail af frygt og udmattelse og blev indlagt på den psykiatriske akutmodtagelse på Amager.
- Jeg havde åbenbart fået stress, angst og depression - noget, jeg nægtede kunne ramme mig. Og selv om jeg har haft sympati for folk, der gik ned af den ene eller anden årsag, så har jeg altid i mit stille sind tænkt, at det nok var nogle svage personer. Og at det aldrig ville ske for mig. Det passede slet ikke ind i mit selvbillede, fortæller Sebastian Klein i et interview med ugebladet Femina.
Gik ned for fuld damp
- Jeg ved stadig ikke den dag i dag, hvorfor jeg gik ned. Men ned gik jeg – for fuld damp. Jeg lå og skreg i en metalseng på en stue på et psykiatrisk hospital i fire dage. I dag kan jeg sagtens sidde og tale om det, men jeg kan stadig ikke helt forstå, hvad der skete. Hvorfor jeg pludselig fik decideret kuk, siger Sebastian Klein til Femina.
Men han har et bud på, hvorfor det gik galt for ham. Det har formentlig noget med hans far, Jesper Klein, at gøre.
I skyggen af selvmord og druk
I sin nye selvbiografi "Fra Min Faders Skygge" forbinder han sine egne problemer med faderens selvmordsforsøg og med sin fars alkoholisme.
"Fra Min Faders Skygge" udkommer 31. oktober. Her beskriver Sebastian Klein, hvordan faderen var og er hans store helt og inspirator. Han fortæller desuden, at faderens drukvaner har været ”en af de ting, jeg har haft sværest ved at åbne op om”.
- Han sagde altid, når vi var ude eller sad ved bordet: "Nå, nu skal den gamle alkoholiker vist have en fadøl." Det holdt han op med på et tidspunkt i slutningen af 80’erne, for der var ikke sjovt længere, fortæller Sebastian Klein i oktober-udgaven af Euroman.
Jesper Klein stoppede sit alkohomisbrug i 2005, da han fik mavesår. Han døde efter kort tids kræftsygdom i en alder af 66 år i august 2011.