Ærlig Sebastian Klein i ny bog: Far drak og var fuld på scenen
Den folkekære skuespiller og komiker Jesper Klein stoppede først med at drikke i 2005, da han fik et mavesår.
Han stoppede først med at drikke, da han i 2005 efter et mavesår fik at vide, at han ville dø af alkoholmisbrug, hvis ikke han stoppede, siger Sebastian Klein til Euroman.
Han stoppede først med at drikke, da han i 2005 efter et mavesår fik at vide, at han ville dø af alkoholmisbrug, hvis ikke han stoppede, siger Sebastian Klein til Euroman. Foto: Ulrik Jantzen/Scanpix/arkiv


I en ny bog åbner Sebastian Klein nu op om faderen Jesper Kleins liv som landskendt og populær skuespiller, komiker og instruktør.

Jesper Klein døde af leverkræft i 2011. Hans 66 år lange liv var fyldt med store succeser, men også nederlag, herunder tv-satsningen ’Mor er major’, siger Sebastian Klein i et interview med Euroman om bogen ’Fra min faders skygge’, som udkommer 31. oktober.

Han beskriver, hvordan Jesper Klein var og er hans store helt og inspirator. Og han fortæller, hvordan faderes drukvaner har været ”en af de ting, jeg har haft sværest ved at åbne op om”.

- Han sagde altid, når vi var ude eller sad ved bordet: ’Nå, nu skal den gamle alkoholiker vist have en fadøl.’ Det holdt han op med på et tidspunkt i slutningen af 80’erne, for der var ikke sjovt længere, siger Sebastian Klein i oktober-udgaven af Euroman.

Sebastian Klein siger, at faderen gemte et whiskeyglas væk, da han som voksen besøgte sine forældre. Senere i karrieren måtte Sebastian Kleins mor, Lykke Nielsen, hente Jesper Klein enkelte gange, fordi han var fuld på scenen.

Fik mavesår

Sebastian Klein, der selv er tv-vært, forfatter og skuespiller, fortæller, hvordan det var meget normalt at drikke for meget i de kredse, hvor faderen kom. Det begyndte i sin tid med, at Jesper Klein havde besluttet sig for at drikke vin til maden hver dag for at markere, at han havde klaret sig godt, selvom hans forældre var fattige.

- Min mor synes efterhånden, at det var for meget at drikke vin hver dag, så hun drak Ribena i stedet, og så drak han vinen selv. Han stoppede først med at drikke, da han i 2005 efter et mavesår fik at vide, at han ville dø af alkoholmisbrug, hvis ikke han stoppede, siger Sebastian Klein til Euroman.

Jesper Klein døde efter kort tids kræftsygdom i august 2011. Han var kendt af både unge og gamle. Således modtog han en Bodilpris for 'Balladen om Carl-Henning' fra 1969 og en Robert for hovedrollen i 'Skønheden og Udyret' fra 1984.

Børn og barnlige sjæle kan huske ham for rollen som bibliotekaren Birger Bertramsen i julekalenderserien om nissen ’Pyrus’.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.