Lederen af Liberal Alliance, Anders Samuelsen, har ingen intention om at skifte taburetten i Folketinget ud med en stilling som projektleder, som er slået op af Helsingør Kommune.
I beskrivelsen af jobbet står der blandt andet, at man skal "... etablere en kreativ uddannelses- og innovationsplatform i krydsfeltet mellem kunst, teknologi og videnskab ..."
På Facebook skriver Anders Samuelsen blandt andet om jobopslaget (som du kan nærlæse her): "Det er langt ude i hampen at skatteborgerne skal betale for den slags pjat og gøgl."
Kommentaren kommer efter han har fået et brev med ordlyden:
"Kære Anders Samuelsen,
Dette stillingsopslag er det ultimative bevis på, hvorfor det er helt nødvendigt med vækst i den offentlige sektor. Uden stillinger som denne bryder velfærdssamfundet sammen. Indse det nu Anders.
Bedste hilsner fra alle os der repræsenterer de partier, der kæmper for en endnu større offentlig sektor i stedet for skattelettelser."
Og Anders Samuelsen er med egne ord "fløjtende hamrende uenig" i brevets ordlyd.
Det er flere hans følgere på Facebook også.
Anders Samuelsens opslag får blandt andre disse kommentarer med på vejen: "Nogen der gider oversætte hva' fa'en jobbet egentlig går ud på? (udover at malke skatteyderne for penge)" og "Der er fuld plade i bullshit bingo".
I skrivende stund har antallet af kommentarer rundet 100 og likesne er godt på vej mod 800.