Corneliu Chiriac fra Rumænien var tvunget til at blive i sit slavelignende job hos Tokyo Hot Running Sushi i Viborg, ellers skulle han betale sin løn tilbage for en toårigperiode, skriver Fagbladet 3F.
Uopsigelig kontrakt
Arbejdsuger med op mod 70 timers arbejde, næsten ingen pauser og en løn på 53 kroner i timen var den dagligdag, Corneliu Chiriac ikke kunne flygte fra. Hvis han sagde op på restauranten i Viborg, skulle han ifølge ansættelseskontrakten nemlig betale sin løn for en toårig periode.
Corneliu Chiriac startede på restauranten i november 2012 og få måneder efter begyndte chefen at stille urimelige krav. Han skulle arbejde 11 timer om dagen, seks dage om ugen, og om onsdagen var det ofte 17 timer, fordi der kom frisk fisk om morgenen.
Overvågede ansatte
Chefen mente aldrig, at Corneliu Chiriac var hurtig nok og bankede på døren for at få ham ud, hvis han var gået på toilettet. Med to kameraer i restauranten kunne chefen også holde øje med de ansatte hjemmefra.
Corneliu Chiriac tog kontakt til 3F i Viborg, der rådede ham til at dokumentere de lange arbejdsdage. Hver dag i et år tog han derfor et billede af sig selv, når han mødte, og når han gik hjem igen.
På grund af det hårde arbejde måtte Corneliu Chiriac til sidst sygemelde sig. Det førte til en fyring, og han blev smidt ud af det værelse, han havde lejet af chefen.
Nu er Corneliu Chiriac derfor rejst tilbage til Rumænien, hvor han ikke har et job lige nu.
Indehaver afviser
Indehaveren af Tokyo Hut Running Sushu afviser at have udnyttet Corneliu Chiriac.
"Han arbejdede fem timer om dagen. Nogle dage blev han og spiste og drak kaffe i restauranten. Men jeg har aldrig forlangt, at han skulle arbejde 11 timer om dagen. Alle mine ansatte arbejder cirka 37 timer om ugen. Jeg følger dansk lovgivning," siger Jian Cheng Zheng.
Indehaveren siger også, at det var Corneliu Chiriac selv, der ville have en gensidig uopsigelig kontrakt.
3F har rejst et krav mod Tokyo Hut Running Sushi på godt 320.000 kroner. En uopsigelig ansættelseskontrakt er ikke ulovlig, men meget usædvanlig. Desuden er kontrakten skrevet på dansk, selvom Corneliu Chiriac ikke taler dansk. Kravet er derfor ikke stillet på baggrund af kontrakten, men for manglende løn og feriepenge og brud på arbejdsdirektivet.
Kilde: Fagbladet 3F.