Rema 1000 i Horsens har ansat Jeppe Andersen til at sidde i kassen, selvom han har svært ved tal.
Butikken har arrangeret, at kassen, Jeppe Andersen sidder i, udelukkende er til betaling med dankort eller mobilepay.
- Det er super godt for sådan én som mig, som ikke er så god til matematik. For jeg kan jo stadig scanne varer og betjene kunder, siger Jeppe Andersen.
Populær blandt kunder
22-årige Jeppe Andersen kan sagtens finde ud af at taste beløb ind på kassen, men har vanskeligheder ved at give penge tilbage i mønter og sedler. Det forhindrer ham dog ikke i at sidde bag kassen og betjene kunder.
- Hans kasse er den hurtigste og han er rigtig god til kundebetjening, fortæller Rema 1000-købmand Lars Lauritsen.
Han indførte den kontantløse kasse specielt til Jeppe Andersen, der nu er blevet populær blandt kunderne.
- Når jeg tager på ferie, er der ingen kunder, der spørger efter mig, men er Jeppe på ferie, så spørger de efter ham, siger Lars Lauritsen.
Han har haft butikken gennem ni år, og fortæller, at det fra dag ét var vigtigt for ham, at være socialt ansvarlig og tage hånd om lokalsamfundet.
Skoletræt
- Og ud fra et egoistisk synspunkt, så har det personligt været meget berigende at følge med i den rejse, Jeppe har gennemgået, siden han kom hos os, siger Lars Lauritsen.
Jeppe Andersen var skoletræt, da han gik i 10. klasse. Derfor blev det arrangeret, at han kom i praktik hos Lars Lauritsen et par gange om ugen.
Og selvom Jeppe Andersen har svært ved at regne og have med penge at gøre, så blev han bidt af arbejdet i butikken. Særligt kundebetjeningen.
Hædret af kommune
Derfor tog han efterfølgende Erhvervsgrunduddannelsen, hvor størstedelen af uddannelsen består af erhvervspraktik, som han har taget i Rema 1000.
Idag er han ansat på flekstid i, hvad han beskriver som, drømmejobbet.
- Det er super dejligt at betjene kunder, og jeg føler virkelig, at jeg er kommet på min rette hylde, siger Jeppe Andersen.
Lars Lauritsens butik har modtaget en hæder fra Horsens Kommune i form af et specielt CSR-mærke, der gives til virksomheder, der tager socialt og lokalt ansvar.