Danmarks nye statsminister Lars Løkke Rasmussens hovedopgaver ligger herhjemme i Danmark, og derfor skal han ikke bruge lige så meget tid på at rejse rundt og møde statsledere, som hans forgænger Anders Fogh Rasmussen gjorde.
Beskeden kommer fra Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, forud for hendes møde med Fogh i statsministeriet søndag.
"Jeg håber, Lars Løkke vil være mere i Danmark. Det har haft sin pris for Fogh at få posten med al det rejseri. Lars Løkkes primære opgave er de borgernære områder i Danmark," udtaler Pia Kjærsgaard.
Hun har dog fuld tillid og opbakning til Lars Løkke som ny statsminister. Men hun vil komme til at savne samarbejdet med Fogh.
"Jeg kommer til at savne personen Anders Fogh Rasmussen. Vi har haft et godt samarbejde, selv om vi også har været uenige om nogle ting undervejs, men vi har også haft det skægt. Jeg respekterer ham meget, og det tror jeg, sagt i al beskedenhed, også gælder den anden vej," sagde Pia Kjærsgaard foran Statsministeriet.
De Konservatives leder Lene Espersen har også udtrykt fuld opbakning til Løkke, og dermed at det parlamentariske grundlag sikret.