Den unge gymnasieelev Freja Malik Jensen er først i 2.g i år blevet erklæret ordblind. Derfor har hun gennem hele sin skoletid haft udfordringer med at læse og skrive.
Heldigvis har passionerede lærer hjulpet hende, så hun kunne dertil, hvor hun er i dag. Det skriver Freja Malik Jensen i en kommentar i Berlingske.
Hun er fortørnet over, at lærerne igen og igen bliver dem, der trækker det korteste strå, når det kommer til lønninger og arbejdsforhold. Og det selvom lærerne har det vigtigste erhverv i Danmark.
- Uden lærerne ville man ikke have politikerne, uden lærerne ville man ikke have lægerne, og uden lærerne ville man ikke have forskerne. De er grundstenen i vores samfund, siger Freja Malik Jessen til Avisen.dk.
Hun lærte først at læse i fjerde klasse. Selvom hun stadig havde svært ved det, så knækkede hun koden netop på grund af en passioneret lærer, der tog sig tiden. Freja Malik Jessen er bange for, at de svageste elever bliver tabt endnu hårdere på gulvet, hvis lærerne får taget tiden og overskuddet fra sig.
Bedre arbejdsforhold for lærerne
De lærere, som Freja Malik Jessen har mødt på sin vej, har været passionerede og brændt for deres fag. Hun har mødt lærere, der har taget sig den ekstra tid, der skulle til, for at hjælpe et barn igennem. Men de rammer, som lærerne skal indrette sig efter i samfundet, er en stopklods for lærerne, som i sidste ende er uddannet for børnenes skyld.
- Lærerne har tiden, fordi de har lysten til at være lærere. De vil gerne bruge de ekstra timer, det kræver. De vil bare gerne udføre deres arbejde, siger Freja Malik Jessen.
Derfor burde regeringen og samfundet udvise større respekt for lærerne og give dem muligheden for at undervise.
Jeg kan blive, hvad jeg vil
Freja Malik Jessen hylder også de lærere, hun har haft gennem tiden, fordi de har fået hende til at indse, at hun kan blive, hvad hun vil. Hvis de havde tabt hende på gulvet, var hun bare blevet stemplet som dum.
- Jeg vil gerne være forsker. Og jeg føler virkelig, at jeg kan blive lige det, jeg har lyst til. Det gør jeg kun, fordi jeg har haft den enormt vigtige støtte fra mine lærere, siger Freja Malik Jessen.
Hun mener, at det vigtigste redskab, lærerne kan få, er overskud og tid til at tage sig af de elever, der har brug for den ekstra tid. Kun på den måde kan børn blive hjulpet godt igennem livet og ikke blive stemplet som dumme.
Hun håber derfor inderligt på, at lærerne får den respekt og den tid, som det vigtige erhverv fortjener.