Ishockey - arbejdsforhold på glat is
Odense Bulldogs efter degradering af spiller: "Nu må vi se, hvad byretten siger"
At Odense Bulldogs degraderede Morten Andreasen fra eliteholdet til førstedivisionsholdet har ikke noget at gøre med, at han var spillernes repræsentant, da de forsøgte at få en overenskomst, understreger klubben.
Morten Andreasen har skrevet kontrakt med Odense Bulldogs elitehold, men spiller nu for førstedivisionsholdet.
Morten Andreasen har skrevet kontrakt med Odense Bulldogs elitehold, men spiller nu for førstedivisionsholdet. Foto: Jan Korsgaard / Scanpix


Ishockeyspiller Morten Andreasen trækker sin tidligere klub, Odense Bulldogs i retten, efter de har sat ham af eliteholdet og ned på førstedivisionsholdet. Han mener, klubben forbryder sig mod kontrakten, men det afviser Odense Bulldogs:

- Vi mener, det er i overensstemmelse med kontrakten, det mener modparten ikke, så nu må vi se, hvad byretten siger, siger næstformand Henrik Benjaminsen.

Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Morten Andreasen har skrevet kontrakt med Odensen Bulldogs Aps. Da klubben ikke længere ønskede at bruge Morten Andreasen på eliteholdet, forsøgte de at indgå en aftale med ham, så de kunne opsige hans kontrakt.

Da de ikke kunne blive enige om vilkårene, valgte de at sætte ham af eliteholdet og ned på førstedivisionsholdet. Det hører bare ikke under Odense Bulldogs Aps, men Odense Ishockeyklub, der er en anden virksomhed.

- Det er ikke det selskab, jeg har skrevet kontrakt med. Og jeg mener bestemt ikke, at klubben kan gøre sådan, bare fordi jeg ikke vil gå med til en aftale på deres præmisser, siger han.

Har ikke noget med konflikt at gøre

Morten Andreasen var en central spiller, da Ishockey Spiller Foreningen forsøgte at få en overenskomst med Danmarks Ishockey Union tidligere på året. Her forhandlede han blandt andet med Henrik Benjaminsen.

Forhandlingerne brød sammen og blev aldrig til noget, men det har ikke noget med sagen at gøre. Det havde udelukkende sportslige årsager, understreger Henrik Benjaminsen.

- Det har ikke noget på sig, at det skulle have noget at gøre med spillerkonflikten, siger han.

Landsholdsmålmand Sebastian Dahm, der er Ishockey Spiller Foreningens repræsentant i Danske Elitesportsudøveres Forening, sagde dengang:

- Den sportslige begrundelse klinger noget hult i vores ører. Vi har at gøre med en spiller, der har spillet fast for klub og landshold de seneste sæsoner, men som nu pludselig ikke kan bruges. Og dette efter en konflikt, hvor spilleren talte spillernes sag i forhold til at få en overenskomst mellem klubber og Ishockey Spiller Foreningen/DEF.

Odense Bulldogs fortalte allerede Morten Andreasen, at de ikke længere kunne bruge ham på eliteholdet, i marts, før spillerkonflikten brød ud. Det blev bare først offentliggjort i august, oplyser Henrik Benjaminsen.

Morten Andresen selv ved ikke, hvad han skal tro om situationen.

- Jeg har jo været aktiv i Ishockey Spiller Foreningen i flere år, men det er ikke til at sige, om der er nogen sammenhæng, siger han.

faktaboks

Avisen.dk sætter i disse uger fokus på forholdene inden for Danmarks farligste sportsgren, ishockey. Stjernestøv og NHL-drømme er kun toppen af isbjerget.

Avisen.dk er dykket ned i kontrakter og lønforhold og har talt med spillere og trænere, der tegner et billede af en branche, der udnytter unge mænds store ambitioner.

Har du oplysninger om forholdene i ishockeybranchen, så skriv til laerke@avisen.dk

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.